En Mandala er en cirkel – men ikke en hvilken som helst cirkel. I årtusinder har forskellige kulturer tillagt denne cirkel spirituelle og hellige betydninger - og der er da også noget magisk over cirklen som helhed.

Cirklen har ingen ende og ingen begyndelse og dermed er den symbol på helheden, vores inderste sandhed – hele vores liv er en uendelig rejse.

Mandalaen har form som Solen, Månen og alle vores planeter. Og den symbolske og spirituelle værdi i mandalaen er betydningen af helheden, sandheden og summen i ethvert menneskes liv.

 

En mandalategning er en cirkel, der består af et centrum – når man tegner en mandalategning kan man enten gøre det intuitivt, eller man kan holde sig til de forskellige symbolske dele som mandalaen (cirklen) repræsenterer. Dette vil vi præsentere dig for i de næste kapitler af dette kursus.

Ifølge Jung er denne cirkel et arketypisk symbol, og Jung studerede Mandalaens betydning i Østens religion.

 

Mandala tegningen er ofte omgivet af en kvadrat – ligesom i chakrasymbolerne. Men selve cirklen repræsenterer alt det der foregår udenfor dig selv og centrum i cirklen symboliserer dig selv – din inderste kerne, dit væsen.

 

Traditionelt henviser ordet mandala til noget, der er helligt. At betragte livet og alt levende som noget værdifuldt og helligt, er en indgang til medfølelse og visdom. Disse to er det centrum, hvor om alt i fx Buddhismen drejer sig om.

 

Der er fundet mandalasymboler indhugget i sten fra bronzealderen. Det er tankevækkende at forestille sig, at mennesket for ca. 3.000 år siden har hugget de universelle tegn i stenene, de selv samme symbolske og hellige tegn, som har så stor betydning for os i dag.

 

Vi bevæger os hele tiden i livet eller livet bevæger sig i os. Disse bevægelser er cykliske processer: mandala-processer. En proces er noget, der har med tid at gøre – det runde ur, tidens hjul der drejer og drejer, henviser til mandalaens proces. Der er forbindelsen mellem vores energi og universets og naturens energi.

Og hvis vi harmoniserer de to energier, bliver vi stærkere. Dette gavner ikke kun os selv; det vil gavne naturen, alt levende vil nyde godt af vores øgede opmærksomhed og sensibilitet, og vi vil selv føle os mindre isolerede.

 

Når du tegner en mandala er det selve processen der er den vigtige – målet, den færdige mandalategning bør du ikke fokusere på, idet det terapeutiske og meditative ligger i selve processen.

Men når du er ved at nærme dig afslutningen på processen, forløbet, er du i stand til at få et overblik over, hvad der egentlig er sket.

 

I buddhisme hører vi normalt om to slags mandalaer – eller kraftkredse.

Den ene er de mandalaer, man ofrer som en del af en meditation – kaldet mandalaofringer – og som indebærer de sandmandalaer vi beskriver i et senere kapitel.

I disse har tibetanerne samlet både verdslige og erkendte principper, men selvom disse mandalaer ikke i princippet peger direkte mod sindet, har de alligevel kraft gennem Buddhas velsignelse, og fordi så mange mennesker har mediteret på dem.

 

Den anden type mandala, er de erkendte mandalaer. Det er disse der er det virkelige udtryk for den fryd, kraft, visdom og frygtløshed, der er sindets sande natur, inden mennesket begynder at blive præget af selviske tanker og egocentrerede opførsler.

 

Alle væsener skaber et energifelt omkring sig – det er dette felt cirklen i mandalaen repræsenterer – og de fleste mennesker har en idé om, at de har et ego eller en kerne i dette kraftfelt et sted, og kraftkredsen rundt om dem opstår, når de forsøger at tilføje forskellige kvaliteter til dette ego.

Men det er ikke mandalaens sande natur – den sande tankegang bag mandalaen. Og grundlæggende er det ikke en tilfredsstillende måde de fleste mennesker opfører sig på.

Mange mennesker har en ujævn personlighed, der dannes udfra en tillært tankegang, og det danner et energifelt der er ”urent”.

 

I mandalaen tilstræbes at finde den sande kerne – det sande midtpunkt – og cirklens periferi er uden frygt, men et forsøg på virkelig at forstå og opleve hvor strålende og fantastisk alting er lige her og nu.

 

Således kan vi tolke, at mandalaen allerede er i os og at det gælder om at bevare sindets natur så rent som muligt, så vi hele tiden kan fokusere på det strålende og rene i symbolikken i mandalaen.

 

Når vi ser mandala afbildet, ser vi dem normalt oppefra. Og her viser de hvordan sindets rum bliver til kraft, der kan handle i verden.

 

Midt i mandalaen er det centrale punkt – det erkendte princip. Fra de 32 perfekte kvaliteter opstår resten af mandalaen. Det centrale står i et firkantet felt og ser mod vest. I dette felt kan der være andre erkendte kvaliteter, som fuldender helheden.

 

Væggene rundt om mandalaen er tykke og man siger de er lavet af regnbuelys, som består af 5 forskellige visdomsfarver.

Fra det centrale felt er der fire veje ud, - det svarer til de indianske opfattelser af de kardinale verdenshjørner, som ender i smukke porte. Ved hver af de fire indgange er der beskyttere, som sØrger for, at folk ikke slipper ind, før de er klar til at skabe forbindelsen.

 

Hver port har sin egen farve med beskyttere i samme farve, og ved hver port skal man afgive en forstyrrende følelse, for at få lov at træde indenfor og møde det centrale i Mandalaen.

 

Øst er blå, og her kommer man ikke ind, før man har overgivet vrede.

Syd er gul, og følelsen er stolthed, man må ofre.

Vest er rød og følelsen tilknytning.(Det kan måske også oversættes til at være ”besiddelse”). Den må man således også give afkald på.

Nord er grøn, og her er det jalousi og misundelse man er nødt til at fralægge sig, hvis man vil træde ind i cirklen.

 

De fleste oplevelser af mandalaer, er kun glimtvise; man bliver rørt, inspireret og ændrer sig en smule, men næste dag er man igen tilbage på ens vante mønster. Når man først én gang er indenfor mandalaen og har sluppet sit fremherskende ego gennem meditation og velsignelse fra det centrale – og det erkendte princip, bliver man i mandalaens mystik og fred.

 

Det, vi ønsker er, at tage del i oplevelsen i midten af mandalaen, og opleve ting fra et overpersonligt plan, som et rent udtryk for sindets sande natur.


Men vi kan kun blive i stand til at gøre det, hvis vi er rede til at opgive de følelser vi har nævnt tidligere, misundelse, vrede, jalousi og besiddelse (magtbegær/tilknytning). Så kan vi skabe kontakt med andre og hjælpe dem til en tilstand af absolut overskud og kærlig og ærlig kraft.

 

Her er de fire kredse, der symboliserer den oplysning, den mediterende må opnå, før hun kan træde ind i det oplyste palads:

 

Visdomsild: den yderste kreds består af den rensende ild


Vajrakreds: diamantkredsen udtrykker styrke og frygtløshed


Gravpladser: der er otte gravpladser, som symboliserer de otte bevidstheder* , som må overskrides


Lotuskreds : udtrykker den åbne hengivne tilstand, der er nødvendig for at kunne træde ind i paladset.

*synsbevidsthed, hørebevidsthed, smagsbevidsthed, lugtebevidsthed, kropsbevidsthed, tankebevidsthed, jegbevidsthed, grundbevidsthed

 

Centrum:

Sindbilledet på Buddha bor i centrum, omgivet af otte meditationsbuddhaer - symbolske guddomme: fire mandlige og fire kvindelige. Disse figurer, der er orienteret efter verdenshjørnerne, danner tilsammen en lotusblomst.